
Bevare og beskytte naturkvalitet
Bevare og beskytte naturkvalitet
For at standse tilbagegangen for biodiversiteten i Gentofte Kommune, vil vi bevare og beskytte naturen, der hvor den allerede er. Det omfatter de naturarealer og -elementer, der i dag har en høj naturværdi, fx skov- og moseområder samt store gamle træer med mange arter tilknyttet.
Ofte taler man om ’brandmandens lov’ i forhold til prioritering af biodiversitetsindsatser. ’Loven’ går i korthed ud på at prioritere naturindsatsen efter rækkefølgen: beskyt, genopret og etablér. Først og fremmest gælder det om at beskytte de områder, der har allerede har en høj biodiversitet eller højt biodiversitetspotentiale, så områderne ikke forringes yderligere. Dernæst gælder det om at genoprette naturkvaliteten, særligt i de beskyttede områder, ved bl.a. at reducere negative påvirkninger og genoprette levesteder og naturlige processer. Her er det vigtigt at huske, at mange små og isolerede områder ikke kan vende tabet af biodiversitet til fremgang, og at store, sammenhængende områder derfor har førsteprioritet. Først herefter fokuserer man på at etablere ny natur ved omlægning af arealer, hvis det vurderes, at etableringen rummer et stort biodiversitetspotentiale eller kan bidrage til at skabe sammenhæng mellem større værdifulde naturområder.
For effektivt at øge og udvikle biodiversiteten i Gentofte Kommune er det med andre ord vigtigt, at vi i første omgang bevarer og beskytter de eksisterende arter og deres levesteder. Når vi sikrer det, der allerede er, skaber vi samtidig et stabilt fundament – altså stærke kerneområder - hvorfra der sidenhen kan ske en udbredelse i større målestok – via trædesten i landskabet.
Bi på blåhat
Indsatser
Skabe et tydeligt administrationsgrundlag for kommunale træer
Træer skaber levesteder for mange arter, forbedrer og forskønner bymiljøet og bidrager til klimatilpasning ved at absorbere regn- og grundvand. De er også afgørende for at modvirke varmeø-effekten og bevare kommunens smukke grønne præg. Gamle træer er særligt værdifulde for biodiversiteten, da de fungerer som levesteder for en lang række arter. Derfor vil vi sikre, at kommunens træer får mulighed for at blive gamle samtidig med, at vi planlægger for fremtidige generationer af træer. Vi vil tydeliggøre vores strategi for valg, pleje, bevarelse og plantning af træer, så vi styrker både biodiversiteten og kommunens klimarobusthed.
Sikre at døde træer er fulde af liv
Gamle og døde træer spiller en vigtig rolle i økosystemet. Træer med sprækker, huller og dødt ved giver levesteder til flagermus, insekter, svampe, mosser og laver. Derfor vil vi som udgangspunkt bevare døde træer i parker og grønne områder, hvor de ikke udgør en sikkerhedsrisiko. Vi vil også lade organisk materiale som træstammer blive liggende eller samle opsamlet græs- og grenafklip i næringsrige krat, hvor dette er muligt. Det reducerer transport og CO₂-udledning og skaber samtidig føde- og levesteder for en lang række arter. Tiltag som kvashegn, kompost og dødt ved vil i videst muligt omfang blive integreret i parker og ved etablering af fx vejbede for at understøtte biodiversiteten og fremme en naturlig næringsstofcyklus.
Nedsætte belastningen af beskyttede søer og moser fra overløb med spildevand
I tilfælde af voldsomme nedbørshændelser sker der i Gentofte kommune overløb med regnvandsopblandet spildevand til natur- og vandområder som bl.a. søer og moser. Overløbene er en slags nødventil, der skal forhindre vand fra kloakkerne i at skabe oversvømmelser på terræn eller i kældre, hvis kloakkerne bliver fyldt. Med spildevandet tilføres store næringsstofpuljer, hvilket har en markant negativ indvirkning på naturkvaliteten i de berørte områder.
Fjernelse af de nuværende overløb er derfor afgørende for at opnå højere naturværdi i mange af vores naturområder. Tiltaget skal ses i sammenhæng med det igangsatte projekt med separering af regnvand og spildevand i hele kommunen, som foretages opland for opland, og som på sigt helt vil eliminere det nuværende overløbsproblem. Gentofte Kommune vil belyse, hvilke naturområder, som har særligt behov for en forbedret beskyttelse mod overløb, for at sikre at den overordnede vision om at øge naturkvaliteten kan opnås. Fokus vil særligt ligge på indsatsen i det internationale Natura 2000-område omkring Brobæk Mose og Gentofte Sø samt i de øvrige udpegede kerneområder.
Nedsætte belastningen af det kystnære havmiljø i Øresund
Havmiljøet i Øresund langs Gentofte Kommunes kyst er belastet af næringsstoffer fra renseanlæg og regnvandsbetingede overløb med spildevand. I takt med at der separatkloakeres i Kommunen, vil mængden af næringsstoffer, der udledes til havmiljøet, løbende blive nedbragt. Separatkloakeringen forventes at være gennem-ført i 2050. Vi vil fortsat samarbejdet med Novafos om separering og igangsættelse af mulige supplerende tiltag for at nedbringe overløb til Øresund.
Understøtte dynamisk natur og naturlige processer
Naturlige processer såsom græsning, brand, oversvømmelse, tørke og stormfald er essentielle for biodiversitetens opretholdelse og udvikling. Disse processer har været en normal del af naturens gang indtil for få hundrede år siden, men menneskelig indgriben har dæmpet eller fjernet mange af dem. Naturen er dermed blevet mindre dynamisk og mere ensrettet, hvilket har ført til et fald i kvaliteten af mange naturarealer og tab af vilde arter.
For at bevare kerneområderne i kommunen vil vi understøtte naturlige processer og dynamikker. Vi vil afsøge, hvor dynamiske processer kan blive understøttet med nødvendige forvaltningsindsatser som fx afbrænding af førne, opsamling af afklip eller helårsgræsning med store planteædere.
Arbejde strategisk med øget naturkvalitet og biodiversitet på kommunale arealer
Størstedelen af kommunens naturarealer er omfattet af udviklingsplaner, som flere steder er forældede eller ikke-eksisterende. Vi vil udarbejde og opdatere udviklingsplaner for vores kerneområder, så de tilgodeser biodiversitet og variation i levesteder og ressourcer og samtidigt bidrager til at øge naturindholdet. Vi vil undersøge og afveje, i hvilke områder en høj biodiversitet kan være det primære formål.
Udarbejde retningslinjer for bekæmpelse invasive arter
Vi vil arbejde med forebyggelse og tidlig kontrol af invasive arter. Der skal gennemføres en målrettet indsats mod udvalgte invasive arter, som udgør en trussel mod den eksisterende natur. Indsatsen prioriteres indenfor beskyttede naturområder.
Kortlægge og evaluere naturkvalitet på kommunale naturområder
Vi vil løbende sikre at tiltagene for en højere biodiversitet virker efter hensigten og dermed løbende evaluere på naturkvaliteten og dens udvikling. Gennem kortlægning af naturområder skal det dokumenteres at ændringer i driftspraksis virker, samt lokalisere og prioritere de indsatser, der er vigtigst. Kortlægning og registrering af naturkvalitet er centrale redskaber i forhold til at administrere og forvalte naturområder. Vi vil benytte de bedste tilgængelige metoder til registrering af bynatur, beskyttet natur og marin natur. Gennem status og opfølgning på biodiversitetsstrategien kan vi fastholde kursen mod at øge naturkvaliteten.
Linden klokke, Jægersborg Alle
Handleplaner
Inden udgangen af 2027:
- Udarbejde og offentliggøre retningslinjer for bevarelse af gamle træer og dødt ved i vores grønne områder, på veje og i parker.
- Påbegynde udviklings- og plejeplaner for Gentofte Sø og Brobæk Mose med fokus på at styrke naturkvaliteten.
- Kortlægge arealandel med kronedække og grønt areal i de forskellige bydele i Gentofte Kommune.
- Udarbejde og offentliggøre retningslinjer for bekæmpelse af invasive arter for at forebygge spredning og sikre tidlig kontrol af udvalgte arter.
- Prøv forskellige metoder for at forbedre de naturlige processer og dynamikker i vores kerneområder, som at brænde dødt plantemateriale, samle afklippet græs og/eller have græsning hele året.
Frem mod 2030:
- Udarbejde retningslinjer for træer på kommunale arealer.
- Samarbejde med Novafos om at nedsætte belastningen fra overløb til Øresund og beskyttede naturområder og dermed begrænse den negative indvirkning på biodiversiteten og naturtyperne.
- Udarbejde minimum tre udviklings- og plejeplaner for Gentofte Kommunes naturområder og identificere delområder der fremadrettet har høj biodiversitet, som primært formål.
- Evaluere om de gennemførte indsatser har bidraget til en øget naturkvalitet ved at kortlægge og dokumentere ændringer i naturtilstand i kerneområder, udvalgte bynaturområder og marine habitater.
Tilbagegang i biodiversiteten
Biodiversiteten er i tilbagegang, og én af de vigtigste årsager til tilbagegangen i mangfoldighed er manglen på plads og egnede levesteder i både antal og størrelse.
I Gentofte Kommune har vi – ligesom i resten af landet – ændret meget i det oprindelige landskab. Vi har fjernet skov, drænet vådområder og rørlagt kildevæld og dermed indskrænket mange arters levesteder og spredningsmuligheder.
Jo mere varieret udvalget af levesteder i landskabet er, desto større er chancen for, at mange arter kan finde steder, som opfylder betingelserne for, at de kan overleve og formere sig.
Sorthovedet kardinalbille er almindelig, men kræver flere forskellige levesteder for at kunne overleve. Den lever af nektar fra især hvidtjørn og skærmplanter og lægger æg under barken på døde løvtræer.
Sorthovedet kardinalbille. Foto: Birgitte Rühmann